30. oktober 2009

Hvad er mit arbejde værd?

Som strikker møder man ofte den fordom fra ikke-strikkere at det arbejde man har brugt timer, dage - ja måneder eller halve år på ikke repræsenterer nogen speciel værdi i penge, i og med at "du har jo selv lavet det". Bemærkninger såsom: "kan du ikke lige lave mig et par strømper?" eller "400 for et hjemmelavet halstørklæde?!?" gør at man nogen gange fristes til at kalde folk idioter!

Jo strik og håndarbejde generelt er min hobby, men garn koster penge og ordentlig garn koster tit mange penge.. Folk tror at det er noget der nærmest bliver foræret væk i butikkerne og bliver chokerede når man fortæller dem at ens nyeste trøje (til hunden vel at bemærke) måske står i 300 gode danske kroner i materialer alene + værdien af den tid man har lagt i projektet! Mange mener at til de penge kunne man lige så godt købe et færdigt produkt.

Men disse mennesker forstår netop ikke at for den strikkende person er processen absolut lige så vigtig som målet. Der er lagt opmærksomhed, kærlighed og sjæl i hver eneste maske, og det kan man ikke købe sig til i et massefremstillet produkt.

Så næste gang du kigger hånligt på noget hjemmestrikket, så kig en gang til, thi det er et stykke kunsthåndværk du har foran dig og jeg er kunsthåndværkeren!

Og forresten, jeg strikker gerne til/for folk, men tariffen hedder minimum 2 gange garnets pris, medmindre det selvfølgelig er til en gave :)

God weekend i blogland.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar