Læste Lindas udemærkede blogindlæg om, hvornår man blev voksen. Og det sætter tankerne igang, tror egentlig altid at jeg har opfattet mig selv som voksen, men kan da nu godt se at det er da først inden for de sidste 3-4 år at jeg virkelig har flyttet mig på det område.
Dødsfald, psykopat x'er, bryllup, flytninger, uddabnnelse og en hel masse andre begivenheder + min fremskredne alder på 32, gør måske at jeg i dag er lidt tættere på at vide, hvem jeg er, hvad jeg er og hvem jeg gider bruge min tid på.
Men det ændre ikke ved at jeg stadig ganske ofte føler mig som en lille unge, der står og råber: "Se mig, hør mig, anerkend mig, elsk mig!"
I morgen og i weekenden bliver der knald på, skole, til Viborg med man der skal have biopsi i et for mænd meget ømfindtligt sted, til Fyn, overnatte, til min Morfars bisættelse, kaffe efterfølgende, hjem igen, hente hund, sove, tidligt op, bade, gøre tilnærmelsesvis mindre øglet end normalt, til barnedåb, bryllup, festivitas, hjem, sove...
Jeg trænger så meget til at sidde helt alene og lave nul og niks en hel weekend!
Og jeg har en lille krise over at det snart er slut med at være under uddannelse, og hvad så?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar