14. juni 2010

Et stk opringning..

Fra min kollega Allan, vi er kollegaer igennem 10 år, vi sidder i bestyrelsen for vores personaleforening sammen og han er sikkerhedsrepræsentant på min arbejdsplads - altså den arbejdsplads jeg er sygemeldt fra og som jeg nok ikke kommer tilbage til igen.

Selv om min kollega og jeg ikke er perleveninder, så har vi alligevel kendt hinanden igennem så mange år og ting, at vi snakker rimeligt godt sammen. Og derfor vender vi naturligvis også min situation og min skuffelse over en arbejdsplads, der tilsyneladende heller vil skifte muskler ud, end at passe på dem de nu engang har gående.

Det er rart at få lidt forståelse, jeg kæmper stadig med en mærkelig irrationel følelse af at jeg svigter DEM, ved at være sygemeldt! Man kan ikke forklare andre, hvor og hvor meget det gør ondt i ens krop. jeg ved bare at min krop har sagt stop NU! Jeg har ikke været glad for at tage på arbejde i lang tid, og når jeg var der havde jeg en opgave at udføre, ikke mere..

Rent psykisk har jeg længe været klar til at komme videre, som jeg har skrevet i tidligere indlæg, har jeg opdaget nogle ambitioner hos mig selv, der kræver opfyldelse nu. Så når jeg starter på min ønske uddannelse om 2½ mdr er det med stor glæde, selv om pengene bliver små, bliver jeg glad. Tror bestemt også det er noget min søde mand vil sætte pris på. Den stakkel skal lægge ører og ryg til meget.

Ovennævnte kollega kan godt forstå mig og de ting jeg har gået og tumlet med, det er der mange af mine andre kolleger der ikke kan. Jeg må indrømme at jeg har svært ved at forstå at de bare har foragt tilovers for at en de arbejder sammen med, næsten ender nedenunder gulvtæppet før hun siger fra - og de så synes at hun (mig) er pivet.

Det er nemt at tage "the high road" og sige at sådan ville man aldrig selv være, og det tror jeg virkelig ikke at jeg ville. Som jeg sagde til min søde fysioterapeut med de modbydeligt spidse fingre i dag: "Når jeg bliver leder..... Vil jeg sørge for at der er tilskud til massage, kiropraktor osv. Der skal være firmafrugt ordning, pausegymnastik og har man brug for en time eller to til at yde omsorg for sig selv og sine ømme muskler og led, er det naturligvis i orden."

For mange lyder det som den største selvfølgelighed i verden, men tro mig - der er mange produktionsvirksomheder derude, hvor det ikke er det. Fx der, hvor jeg har spist min madpakke de sidste 10 år. Sørgeligt, men sandt...

Eller er det bare mig der har urimeligt store forventninger?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar