15. september 2010

Til -og fravalg

Når man vælger noget til, vælger man noget andet fra. Sådan har jeg altid haft det, jeg valgte at være sammen med min mand, ergo valgte jeg alle andre mænd fra. Sådan er der mange situationer i hverdagen, man vælger til og fra hele tiden. Jeg kan godt lide gin&tonic, men jeg kan ikke lide at miste kontrollen, derfor vælger jeg at indtage dem med måde. Jeg synes at pizza smager fantastisk, men man bliver tyk af dem, så jeg vælger ikke at spise dem hele tiden.. Til -og fravalg...

I lørdags var jeg til afskedsfest for min veninde, hun er skøn, modig, smuk, en god mor og virkelig fantastisk. Men når hun drikker er hun bare træls.. Hun skal rejse til Kina i et år, ud til hendes mand og da han allerede har været væk i et halvt år er det kun naturligt at hun savner ham, men samtidig virker det som om at hun ubevidst gør alt for at ødelægge det gode liv hun har.

To weekender i træk har hun vågnet op med en fremmed mand i huset - ikke at hun har hverken kysset dem eller andet, men hun er så ødelagt af savn og behovet for nærhed at hun drikker sig sanseløs beruset og labber alle de klamme mænds "komplimenter" i sig og selvfølgelig synes at det er en fantastisk ide at de skal holde i hånd og at de skal da med hjem og sove, for de snakker jo så godt!

Jeg har sagt det som det er, jeg er absolut ikke enig i hendes vurdering af situationerne, men jeg er hendes veninde og er ikke sur på hende eller fordømmende. MEN jeg synes fandme heller ikke det er i orden. Hvis min mand havde taget en anden dame med hjem, selv bare for at sove, så var jeg ikke bare blevet tosset, jeg ville ikke kunne svare for mine handlinger..!

Nu skal det siges at min veninde naturligvis har fortalt hendes mand om det, sagt undskyld 1000 gange og spurgt om han stadig vil have hende og børnene ud til ham, og han elsker hende jo og har råbt og skældt ud, men han er villig til at forstå..

Jeg fik en lang snak med min veninde i mandags, hun ved jo godt, hvor hunden ligger begravet, men som jeg sagde til hende, så handler det om til og fra valg. Hun har valgt hendes mand, ergo er der ikke længere noget der hedder bekræftelse fra andre mænd. Hun har ingen stopklods når det kommer til alkohol, ergo må hun lade være med at drikke det og hun må vigtigst af alt lære at acceptere at bare fordi hun selv ikke synes at hun er noget værd, så elsker hendes mand hende lige præcis som den hun er.

Alt det der med at gå i byen og lade sig smigre af fremmede mænd er som en stor pose slik, det er skønt mens det står på, men bagefter er det bare tomme kalorier og en flad fornemmelse.

Man vælger til og man vælger fra - og på mandag vælger min veninde at tage til Kina og være sammen med hendes kærlighed..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar