Eller den sørgelige punk, eller den selvoptagede punk. I går var jeg i teateret og se "De skrigende halse" og jeg var virkelig positivt overrasket over hvor godt det var lykkes at omskrive Søren Fauli's film til teateret. Jeg var jo så heldig at vinde 2 billetter igennem en konkurrence forlaget Gyldendal kørte på facebook, og jeg inviterede min mand med. Han har aldrig set filmen om Ronni, Frank, Djarnis og de andre, og han er heller ikke lige typen der som mig rendte rundt og synes at punk var massivt fedt i ungdommen, men alligevel formåede historien at gribe ham og vi fik også mange gode grin undervejs.
Historien handler jo dybest set ikke om det at være punker, men om det med at man så gerne vil passe ind i det miljø man nu engang befinder sig i, og om hvor galt det kan gå nok man prøver for hårdt. Det er jo ikke sjovt når man ikke kan være ligesom alle de døde idoler. Jeg var virkeligt godt underholdt i de knap 90 minutter forestillingen varede.. Stykket spiller en uges tid endnu, så er du i Ålborg og mangler en god oplevelse, synes jeg at du skulle gå ind og se det.
Efter stykket var vi på græsk restaurant, det var i den billige ende, man maden var god og betjeningen superhurtig, og man blev fint mæt af portionerne.. Derefter gik turen hjem, vi fik os sat med slik og rødvin og så den nye ironman film, desværre skal jeg vist lige have set slutningen igen, for sofaen tog magten over mig...
I dag kommer vores udlejer og tager mål til en ny dør og jeg skal både strikke og kigge på nogle lektier, så den weekend er snart over.. Men det gør heller ikke noget, når den er gået godt..
Og så vil jeg krydse fingre for at min veninde føder i dag, for det er da en dato der er til at huske :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar