Nu kan jeg sidde her med angstsved og bide negle indtil mandag, hvor han sandsynligvis modtager min mail, og så vente yderligere på at få at vide om mit projekt er godkendt eller ej.
Ok, fair skal være fair, jeg er jo faktisk en temmelig kompetent maskinsnedker og og god til at lave tekniske tegninger, og jeg er også 95% sikker på at jeg får godkendt mit projekt, men de sidste 5% nager mig. Som jeg tidligere har skrevet om, ved jeg rent logisk nok, hvad jeg selv er værd, men det ændrer ikke på at jeg samtidig har tendens til en enorm usikkerhed på mit eget værd.
OG DET ER JO NOGET PJAT!
Selvsamme Flemming er jo ham der sidst han vurderede mit arbejde, gav mig så meget ros at jeg nærmest svævede ud af lokalet. Han anbefalede mig endda at sørge en stilling som faglærer, da han mente at jeg havde alle kvalifikationer for det.
Og jeg har jo besluttet mig for at jeg skal ikke have 9 år til på min nuværende arbejdsplads, jeg skal læse videre eller lære fra mig - eller måske noget helt tredie.? Min krop og min hjerne kan ikke blive ved med at trives på en fabrik, hvor jeg daglig ikke føler mig anerkendt og værdsat.
Tror såmænd de er glade nok for mig, men jeg føler mig bare så overset rent arbejdsmæssigt (sikkert fordi jeg ikke er en mand!), og det gider jeg simpelthen ikke mere.
Dagens billede er af en kultegning, min fantastiske skønne niece Mie, der næsten er 9 år gammel, gav mig i julegave. Jeg synes den er så sød, der er et eller andet over den måde børn er kunstnere på som er umiddelbar, simpelt og meget udtryksfuld.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar