8. august 2009

Stukket af en gal strikkepind?

Jeg ved ikke rigtig hvad der går galt for mig for tiden, jeg slæber mig afsted på job om morgenen, skal bare have de 8 timer overstået - er dødtræt når jeg kommer hjem, men jeg strikker som en tosset. Jeg er naturligvis stadig igang med det royale svøb eller det hele kongerige som det faktisk hedder.

Jeg mangler i skrivende stund at lave inderbort på 2 sider og så naturligvis ydreborten hele vejen rundt - den gruer jeg godt nok lidt for, men regner med at tage den kamp når jeg kommer til den.

Men hold da op, hvor ville jeg godt nok ønske at jeg var hjemmegående eller på barsel lige for tiden (specielt det sidste - for så ville vi jo faktisk være forældre til et barn!) Men jeg er bare alm. lænslave. Tag nu ikke fejl, jeg er jo glad for mit job, men det er bare som om at på en gang er min krop blevet slidt - 9 år med tunge løft kan lige pludselig mærkes på en helt anden måde..

Jeg burde måske nok gå til lægen og tage en snak med ham om det, men jeg vil sandsynligvis få den sædvanlige smørre om at hvis jeg nu bare tabte mig, ville alt være i skønneste orden. Nu har jeg godt nok ikke været ved lige præcis denne læge før, skiftede da vi flyttede, pga. at den forrige fejede mig af på en uforskammet måde, dengang jeg nævnte at jeg ikke forstod vores forsatte barnløshed her på matriklen.

Og han skulle da bare lige vide at jeg HAR tabt mig! Siden jeg stoppede hos diætisten og kom hjem fra Mallorca, er der stille og roligt røget 9 kilo - af sig selv! Tag den dumme læge.

Men derfor ville vi nu stadig gerne være forældre, min mand skal have undersøgt hans del af sagen i næste uge, og så må vi tage den derfra..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar