20. januar 2010

Tilfredshed - eller noget..

Jeg ved det godt, det nytter ikke noget at jeg brokker mig over at der er for lidt timer i døgnet, når jeg helt bevidst vælger at fise et par af dem af foran computeren, vel at mærke UDEN at arbejde på min svendeprøve. Men når jeg så bruger disse timer på at læse op på en fantastisk ny blog, jeg tilfældigt snublede over, så synes jeg alligevel ikke de timer er spildte, for jeg blev jo lidt klogere undervejs.

Jeg er nok en af den slags mennesker der lider af blogmisundelse - jeg synes alle andre virker til at have så meget mere styr på deres blogs, familier, vægt, tidsfordeling - you name it, at min misundelse nok nærmere kan skubbes ind i en mindreværdskategori.

Og det er jo noget pjat, at jeg skriver blog, kan vel sammenlignes med at jeg lavede radio, jeg ville reelt ikke ane om der var nogen der lyttede med. I alle de andre ting jeg nævner, handler det i bund og grund om at jeg sammenligner mig med andre og så ofte åbenbart finder at det er mig der kommer sidst.

Men hvis jeg spurgte dem jeg sammenligner mig med, kunne de jo være at de har en anden opfattelse af tingene. Fx. havde jeg forleden besøg af en dejlig veninde jeg har. For knap 3 år siden fik hun nok af den klamme psykopat hun altid havde været sammen med og fået 2 børn med. Hun tog så den mellemstore endelig fri/single tur og endte lige pludselig op med fantastisk, veluddannet, klog, sød og meget forelsket kæreste, vupti var hun gravid, og nu skal der være bryllup/barnedåb til marts.

Vi sidder så der og drikker kaffe og kværner hindbærsnitter, jeg har ofte følt mig lidt misundelig på min veninde, hun er køn, frisk og har en fantastisk evne til at lande på benene altid. Jeg har jo selv en dejlig mand, men der er aldrig nogen mand der har scoret mig, så lækkert som hun blev det. Hun er bam lige pludselig gravid, og vi har kæmpet med det i flere år.

Reelt har jeg absolut intet at klage over, men alligevel sidder den der grimme gut jeg kalder jørgen inde i mig og er indebrændt.. Og så siger min veninde ud af det blå: "Eva, jeg synes du er en mega intelligent pige og det er så sejt at du har den der no-bullshit attitude!" Jeg blev bare så glad. Og det giver lidt stof til eftertanke.

For når jeg sidder og jørgen nedgår mig selv, mit liv og mine vaner, ja så er der andre mennesker der sidder og tænker at bare de havde ligeså meget styr på det som mig!

Jeg synes 2009 var et mærkeligt år, halvdelen af det gik med flytning, byggerod og falden på plads, vi fik hund og katte, jeg blev sygemeldt og skulle lige pludselig til at definere mig selv på en ny måde, for hvis jeg ikke kan arbejde som snedker, hvad kan jeg så?

Og svaret er: Jeg kan hvad jeg vil! Og jeg ved at fremover vil der også være dage, hvor alt er træls og jeg føler mig som laveste livsform, men måske kan jeg lærer mig selv at være mere Eva, og mindre ensrettende?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar