Jeg var ude ved min veninde i fredags, hvis vi kan afse tid er vi sammen mindst en gang i ugen og helst 2. I min verden er hun megasej, hun kan bare det hele og virker ikke som om at hun er bange for ret meget. Jo hun kan have problemer med hendes eget selvværd, men det tror jeg altså de fleste har når de sidder og tænker engang imellem..
Hun har ikke været så glad på det sidste, hun savner hendes mand, der er udstationeret af hans firma. Men hun rejser snart ud til ham og så skal jeg undvære hende i et år!
I fredags under hyggeligt samvær, en øl og dejlig mad, kom det så. Hun har en depression, udløst af at hendes psykolog fik lukket op for posen med minder fra min venindes barndom. Jeg ved en lille smule om min venindes barndom, men hun har ikke selv husket ret meget - før nu..
Hun er omsorgssvigtet, ikke på narkoman mor/misbrugs far måden, men på kernemåden, hvor mor er ludoman og børnene sidder i en bil i 3 timer eller mere, imens mor fodre den enarmede. Og far er svag og vælger at smutte i værkstedet i stedet for at tage sig af hans 4 børn og måske hjælpe hans kone med problemet? Og børnene skal selv vaske tøj, smører madpakker og have en nogenlunde hygiejne - som 7/8 årige.. Men udaftil holdes facaden og alt virker godt og lykkeligt på den anden side af ligusterhækken.
Min veninde havde fået det råd at fortælle om hendes depression, og hun valgte mig. Jeg har selv oplevet en egoistisk mor og en fjern far, men har aldrig følt at jeg blev svigtet af mine forældre, troede vel at sådan er det for alle?
Jeg forklejner ikke min venindes situation eller hendes følelser, hendes mor har været død i over 15 år og hun er pt rasende på hende, og hun kan ikke engang konfrontere moren med det. Hendes far lever i bedste velgående, men ham vil hun ikke konfrontere, når fordi at hun ved at han vil slet ikke kunne se, hvorfor hun føler som hun gør. Heldigvis har hun snakket med den ene af hendes brødre og han havde det ligesådan, men det er først nu så mange år efter at der kommer ord på, og problemet ikke bare ties ihjel af hensynet til hyggen.
Alle familier har det vel mere eller mindre, man tager nogle hensyn til den mærkelige faster eller undgår nogle samtale emner.. Min anden venindes mand er uvenner med hans forældre - fordi de på trods af at alle deres børn er over 30 og med egne familier, stadig favorisere den forkælede lillesøster og hendes børn, men ignorere og over ser de andre.
Er alle os på 30+ omsorgssvigtede? Eller var vores forældre ikke forældre til projektbørn? Jeg kan max huske 2 gange i min barndom at mine forældre gad komme til ridestævner osv. Mange jeg kender der er forældre i dag, er med HVER gang - også når det bare er onsdagstræning..
Jeg har ingen børn - ved ikke hvordan det er at være forældre, men uanset hvad, håber jeg aldrig at jeg vil sidde og føle mig omsorgssvigtet - for det er godt nok trist at se voksne kæmpe mod noget de ikke kan ændre på..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar